6. til 9. klasse
Overbygningen
Moderne rammer fra 2019
Overbygningen holder til i skolens nyeste lokaler, som er bygget i 2019. Her er store klasserum med højt til loftet, to store siddetrapper og grupperum, som giver gode rammer for både undervisning, fællesskab og fordybelse.
Lærerne i overbygningen er optaget af at møde de unge i øjenhøjde og tage dem med på råd — både når det gælder undervisning, trivsel og hverdagen på skolen.
Ud i virkeligheden
Som på resten af skolen arbejder vi med udeskole, hvor naturen og lokalsamfundet spiller en vigtig rolle. I overbygningen er de unge på vej ud i "virkeligheden", og derfor intensiveres samarbejdet med blandt andet foreninger, uddannelsesinstitutioner, politikere, organisationer og virksomheder.
Det giver de unge erfaringer med at navigere i verden omkring dem — og mulighed for at bruge deres faglighed i sammenhænge, der føles virkelige.
Læs om udeskole →Fag, projekter & traditioner
Dagligdagen er en blanding af fag, projekter og de mange fælles aktiviteter og traditioner på tværs af hele skolen.
Naturfagsuge
Overbygningen har sine egne aktiviteter, som naturfagsuge og natvandring i Tisvilde Hegn i forbindelse med motionsdagen.
Møde med omverdenen
Samarbejde med foreninger, uddannelsesinstitutioner, politikere, organisationer og virksomheder.
Lyst til læring og mod på livet
Vores mål er, at når de unge forlader Halsnæs Lilleskole, gør de det med lyst til læring, mod på livet og tro på, at de kan gøre en forskel. År efter år præsterer vores 9. klasse nogle af de bedste afgangsprøver i vores hjørne af Nordsjælland, men vigtigst for os er, at alle kommer godt videre i en ungdomsuddannelse og oplever vigtigheden og glæden ved fællesskaber.